Portvinens historie kan godt beskrives som en tilfældig sammenkædning af flere forskellige omstændigheder. Franskmændene og englænderne havde for godt 300 år siden (som så ofte) et anstrengt forhold til hinanden, og englænderne måtte derfor kigge sig om efter en ny vinleverandør. Da Portugal heller ikke havde det bedste forhold til Spanien på dette tidspunkt, var det derfor naturligt, at England og Portugal indgik en handelsaftale.
Den portugisiske vin, der fortrinsvist kom fra Douro-dalen, blev afskibet til England fra byen Porto (deraf portvin). Da vinen dog ofte blev kedelig, inden den nåede sit bestemmelsessted, fandt en klog sjæl ud af at tilsætte lidt brandy inden afrejsen – så kunne man i den anden ende blot fortynde vinen igen, når den kom frem. Eneste problem var bare, at englænderne syntes om den forstærkede vin – forløberen til det, vi i dag kender som portvin, var skabt.
Hen ad vejen fandt man ud af, at det gav et bedre resultat at tilsætte brandy’en under gæringen, når alkoholprocenten havde nået ca. 6%. Ved denne tilsætning stoppes gæringsprocessen nemlig, og man bevarer derfor dele af restsukkeret og dermed sødmen samtidig med, at man får en kraftig vin med en alkoholstyrke på 16-18%. Efter 2 måneders lagring tilsættes der en anelse mere brandy, så portvinen når op på den endelige alkoholstyrke omkring 20%.
Allerede i 1756 blev Douro deklareret demarkeret vindistrikt, i øvrigt det første i verden, og siden da er alle druer til portvinsfremstilling høstet her. Den daværende diktator, Marquis de Pombal, Marcos Pombalinos, opførte granitsøjler for at afgrænse området, og den dag i dag kan man stadig se dele af disse søjler rundt omkring.
Lagringen af vinen har fra begyndelsen fundet sted enten i Porto eller i byen Vila Nova de Gaia, der ligger lige på den anden side af bredden. Selvfølgelig på grund af praktiske årsager i forbindelse med afskibningen, men også på grund af et decideret lovdiktat. Druerne plukkes på markerne og bringes ind til de forskellige Quintas (vingårde) i Douro-dalen, hvor mosten presses ud, gæres og tilsættes sprit, før den afskibes til enten Porto eller Vila Nova de Gaia. Siden 1986 har man dog selv kunne bestemme, om man vil lagre vinen på Quinta’en eller i en af byerne. Mange firmaer har valgt at fortsætte med at lagre i byerne, dels på grund af allerede etablerede lagerfaciliteter langs havnen, dels fordi de fugtige kældre giver optimale vilkår for lagringen. De nye regler har gjort det lettere for små Quintas selv at lave vinen, hvorfor der de senere år er dukket et par nye producenter op.
En gennemgående høj kvalitet af portvinen sikres via en meget streng vinlovgivning – Portugals vinlovgivning regnes faktisk for den hårdeste i verden! Der er meget skrap kontrol med de vine, der produceres – de skal bl.a. leve op til en række minimumskrav, der løbende kontrolleres via smagninger af de enkelte vine.
Der findes en række forskellige portvinstyper, hvor de mest almindelige er:
Vintage Port er oftest husets prestigevin. Den laves kun i særligt fremragende år, og der deklareres kun Vintage, hvis mindst 10 af portvinshusene er enige – og naturligvis kun hvis huset selv har den rette kvalitet, der skal testes af det officielle Portvinsinstitut. Efter godkendelse ved det officielle Portvinsinstitut kan der, i de såkaldte skæve år, gives dispensation til Vintage for enkelte huse, hvis kvaliteten er ud over det sædvanlige for året. Disse Vintagevine tilbydes oftest som »Single Quinta Port« eller under Quintanavne. Vintage Port flaskes efter 2 til 3 års fadlagring og udvikler sig derefter i op til 50 år eller mere i de ekstraordinært gode år. Der benyttes udelukkende blå druer.
Late Bottled Vintage Port er sent tappet vin fra ét og samme år, der lagres 4-6 år på fad før tapning på flaske. Den udvikler sig hurtigere end rigtig Vintage og holder derfor ikke nær så længe. Langt de fleste er drikkeklare lige, når de kommer på markedet. Der benyttes udelukkende blå druer.
Tawny Port er fadlagret portvin, hvor man tydeligt kan aflæse kældermesterens ekspertise og husets stil, da der blandes mellem ældre og yngre ports. Nogle af de bedste betegnes 10, 20, 30 eller 40 års Tawny Port – kravet er dog ikke, at hele vinen er af den angivne alder, men at den har farve, duft og smag som alderstegnet. Måden at blande på sikrer, at kvaliteten er ens fra gang til gang. Der benyttes primært blå druer.
Colheita Port er såkaldt gammel, fadlagret Tawny fra et enkelt år, hvor årstallet altid angives på etiket/flaske. Der bruges primært blå druer til disse top Tawnies, som altid afspejler det enkelte års karakteristika. Colheita er i øvrigt det portugisiske ord for høst/afgrøde.
Ruby Port er en 3-4 år lagret portvin med mørk farve og kraftig, sødlig smag. Der benyttes udelukkende blå druer.
White Port, hvid portvin, laves efter samme princip som Ruby Port, men der anvendes primært grønne druetyper. Duft og smag er derfor noget lettere end Ruby Port. Kan variere fra sød til tør.
| Side: | Antal: | »» |